Go to ...

MYSTISK DØDSFALD


En 27-årig, spinkel mand fra Ukraine blev fundet død i formiddags. Manden er ifølge politiet formentlig død af kulde ved Naturværkstedet, et udflugtsmål for københavnske småbørns-institutioner, få meter fra Christianias sydligste del.

Den omkomne sættes i forbindelse med en episode på Christiania omkring midnat, hvor der var indbrudsforsøg i en mindre tøjbutik. Politiets efterforskere undersøgte i dag tøjboden som et gerningssted. En stor rude var knust og politiet dækkede til sidst boden af med plader.

I kanalen ved Christianias sydside indsamlede dykkere fra Forsvarets Minørtjeneste tøj, der menes at tilhøre den omkomne. Der blev også med detektor søgt efter metalgenstande i kanalen i et område omkring en mindre bro, der fører ind til Christiania.

Politiet har foretaget afhøring af en person i forbindelse med tøjboden i Christiania. Der søges vidner til det formodede indbrudsforsøg mellem midnat og klokken et i nat.

Kilder på Christiania fortæller TVflux, at en person i forbindelse med episoden ved tøjboden udsattes for et voldeligt overfald. Men det bekræftes ikke af politiet, der fortsat ikke mener, at den omkomne var offer for en forbrydelse.

AF MIKKEL SCHOU
Teksten er redigeret igen efter twitter-besked fra Københavns politi klokken 18.25.

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From CHRISTIANIA