Go to ...

Poul Max Müller Schou malet i 1889 af kunstneren Adolf Strobl i München

JORDEN RUNDT I 1892


For 127 år siden blev den danske maskiningeniør Poul Max Müller Schou sendt til Manila af sin arbejdsgiver i London for at installere en ismaskine. Udstationeringen udviklede sig til en jordomrejse med skarpe refleksioner undervejs og overvejelser om at skyde en dommer i Hong Kong.

AF MIKKEL SCHOU FOR MAGASINET DANES

Man kunne komme verden rundt på en bekvem måde for mere end 100 år siden. Det opdagede jeg, da jeg for nylig arvede breve og en rejsebeskrivelse fra min oldefar Poul Max Müller Schou.

Hans arbejdsgiver The Anti-friction Conveyor & Grinding  Machinery Company i London sendte ham til Manila i 1892 for at installere en ismaskine – datidens køleteknologi.

Først skulle han fra London til Marseille, hvorfra han med dampskib sejlede gennem den endnu helt nye Suezkanal til Hong Kong og videre med et andet skib til Manila. Men i stedet for at rejse den samme vej tilbage valgte han at rejse videre og besøge Kina og Japan – og sidenhen krydse Stillehavet og Atlanterhavet.

Han sendte løbende rejsebeskrivelser til sine forældre i Danmark. De blev grundlaget for en bog, han skrev til sine to børn. Den bog genfortælles her.

Politidirektøren i København begærer, at Schou uhindret lades færde på sin rejse til For- og Bagindien, Kina og videre i udlandet

REJSE PÅ 1. KLASSE
Poul Schou noterede ikke blot sine iagttagelser. Han reflekterede over og kommenterede gerne det moderne liv i 1892 og de mennesker, han traf. Det begyndte allerede, da han var kommet vel over den Engelske Kanal og sad i et tog på vej mod Marseille.

”Klokken 6 næste morgen nåede vi Paris og rullede ind på Gare du Nord, hvorfra vi kørte hen til Paris-Lyon-Marseille stationen. Det var et fristende glimt, jeg på vejen til denne station fik at se af den berømte verdensby, men tiden var knap, og jeg måtte videre. Der var i toget en udmærket restaurationsvogn, hvor vi klokken 12 indtog vor frokost og dinerede klokken 8 om aftenen. Jeg var stadig i selskab med en canadier, som fortalte mig sine rejseoplevelser. Han var på vejen til Monte Carlo for at spille lidt, og for øvrigt bestilte han ikke andet end at rejse, således var han f.eks. hvert år i Europa. Jeg begriber ikke, hvor et menneske kan holde livet ud uden at foretage sig det mindste nyttigt, men han talte da også om alt på en kold, blaseret måde og lod ikke til at kunne blive begejstret over noget som helst. Dog jo! én ting interesserede ham øjensynligt, nemlig at spise godt og ryge de bedste cigarer, han kunne få fat i.”

Poul Schou kom i Marseille om bord på dampskibet til Asien i god tid og gik omkring og undersøgte forholdene. På fordækket så han den levende proviant til den månedlange sejlads:

”På begge sider af dækket er der lavet stalde til de dyr, vi skal leve af på vejen. Det er blevet mig fortalt, at hele menageriet indeholder 3 okser, 6 kalve, 14 får, 30 kaniner, 12 kalkuner, 60 høns og lige så mange duer.”

Hvor en flyvetur i dag fra Marseille til Manila er ulidelig lang, hvis den tager 30 timer, tog rejsen nærmere 30 dage i 1892. Til gengæld var komforten bedre.

”Klokken 8 forsvandt det sidste glimt af Frankrig, og lidt efter kaldte klokken passagererne ned til det første måltid om bord. Jeg skyndte mig at gøre toilette og gik så ind i spisesalonen til det elegant dækkede taffel. På begge sider stod ventende tjenere med hvide handsker på. Vi fik 5-6 retter mad og dertil rødvin, sherry etc. samt kaffe med cognac til. Alt dette er på denne linje indbefattet i prisen, hvilket er ganske behageligt, da vinregningen på en så lang rejse jo kan løbe svært op. Klokken 10 gik jeg til køjs og sov udmærket til næste morgen klokken 6.”

SIGHTSEEING
Han fordrev tiden med at slentre på dækket i godt vejr og tilbringe aftenerne på skibet i samtaler med andre europæere samt optræde med sin violin sammen med en englænderinde, der spillede klaver. Efter nogle dages forløb lagde skibet til i den ægyptiske havneby Alexandria.

”Endelig skulle jeg da se Orienten med dens brogede liv. Klokken 9.30 lå vi fortøjede inde i havnen. En englænder, mr. Sommerville, og jeg besluttede at tage ind til Alexandria sammen og køre en tur for at få et overblik over byen. Da vi havde overbevist os om, at skibet først skulle sejle om tre timer, gik vi ned i en båd, der sejlede os i land. Det er mærkeligt, hvor godt disse indfødte taler fremmede sprog. Jeg hørte flere tale både fransk, tysk og engelsk, især engelsk kan de næsten alle.

Vi så vel næppe andet, end hvad man hver dag kan få at se i en orientalsk by, men det gjorde et stærkt indtryk på mig, der jo aldrig før har været uden for Europa. Jeg var forundret over den forholdsvise renlighed, der herskede så at sige overalt, dog kan renligheden selvfølgelig ikke sammenlignes med den, vi er vant til i Europa, men jeg troede, at der havde været meget mere smudsigt i disse smalle gader, som er opfyldte med basarer, værksteder og utallige mennesker.”

Da dampskibet havde sat passagerer af og taget post om bord sejlede skibet videre langs Nordafrikas kyst. Undervejs lagde det til for at laste kul og sætte flere rejsende af. Poul Schou benyttede hver gang lejligheden til at stige i land og gå på sightseeing. Også selvom det kun var nogle timers ophold.

TID TIL OPLEVELSER
Næste stop var Port Said i et halvt døgns tid.

”Folk, der hyppigt rejser til Orienten, har gjort den erfaring, at man i Port Said kan få gode beklædningsgenstande til rimelig pris, hvorfor mange plejer at udstyre sig her. Vi var 12 herrer, som tog i land sammen, da vi alle havde noget, vi ville købe. Det eneste jeg købte var for resten kun en større forsyning af ægyptiske cigaretter samt et par udmærkede og billige fotografier af Suez Kanalen.”

Anvendelsen af elektricitet var stadig forholdsvis ny.

”Tidligere standsede al sejladsen om natten, men nu er der på alle de skibe, der er forsynede med elektrisk lysanlæg, anbragt en projektør i stævnen, som oplyser begge sider af kanalen, så man uden fare kan sejle igennem. Det var et henrivende syn, der om aftenen frembød sig for vort blik.”

I Aden var Poul Schou igen i land.

”Vi mødte en mængde mennesker af de mest forskellige nationaliteter: Sumalier, Singalesere, Negre, Parsere, Arabere, Armeniere osv. gående eller ridende på kameler eller æsler.”

Efter at have tilbragt dagen på udflugt og blandt andet set nogle gigantiske antikke vandbeholdere var selskabet tilbage på skibet i tide til middagsmåltidet.

”Klokken 6 tog vi igen om bord og nød vor middag med stort velbehag efter opholdet i Adén og de primitive forhold dér. Det gør i det hele taget et underligt indtryk at se et veldækket bord efter Parisermønster umiddelbart efter at have besøgt en asiatisk by. Det er overhovedet ingen sag således at rejse omkring som første klasses passager på en moderne damper.”

BRYLLUP PÅ CEYLON
Under et døgns ophold på Ceylon blev der tilfældigt inviteret til et lokalt bryllup.

”På vejen tilbage til Colombo kørte vi forbi et lille slot, som var féagtigt oplyst, og hvor vi så et par hundrede singalesere forsamlede inde i parken. Vi lod vognen holde ved indgangen til parken for at kigge lidt derind, og ligesom vi ville give ordre til at køre videre, kom en tre-fire festklædte singalesere, af hvilke den ene var en mand på en 60-70 år, hen til os og indbød os til at komme indenfor, idet han på engelsk sagde, at de ville betragte det som en ære, hvis vi ville deltage i den bryllupsfest, som fejredes der. Vi fik senere at vide, at slottet tilhørte en af Ceylons rigeste indfødte, som populært kaldtes ”Kongen af Ceylon”, hans søn havde studeret i Oxford, og netop den aften fejrede han sønnens bryllup med en indfødt kvinde.”

I Singapore var der endnu en overnatning på hotel. Men i havnen blev Poul Schou opsøgt af den danske konsul, der inviterede ham til middag.

”Der var i alt indbudt 14 damer og herrer, og jeg må sige, at middagen var vellykket. Champagnen flød i stride strømme, og efter bordet fik vi fortrinligt Münchener Spatenbier.  

Efter bordet spillede jeg en trio af Mozart sammen med min vært og en af hans landsmænd. Det gik nogenlunde godt for mit vedkommende, skønt jeg var lidt ør i hovedet efter middagen.

Klokken 12 blev jeg kørt hjem i konsulens vogn og sov som en sten til næste morgen klokken 6. Klokken 10 sejlede vi atter af sted mod Saigon.”

”I den Botaniske Have i Saigon så jeg næste dag to af de største og smukkeste eksemplarer af kongetigre, som overhovedet findes i verden.”

Opholdet varede nogle dage, hvor han var i selskab med derboende franskmænd. Endelig, efter en måneds rejse, nåede han til Hong Kong.

”Jeg tog ind på ”Hongkong Hotel”, der anses for det bedste i byen. Jeg forhørte mig nu om, når det næste skib gik til Manila, som jo var mit bestemmelsessted. Der skulle gå en damper næste dag, men da jeg gerne ville blive nogle dage i Hongkong, hvis jeg kunne gøre det uden at forsømme mine pligter, telegraferede jeg til Manilla og spurgte, om maskineriet var ankommet fra England. Jeg fik svar tilbage, at det ikke var kommet og næppe kunne ventes før om en uges tid.”

I Hong Kong besøgte Poul Schou flere fastboende danskere, og med en tysk doktor Schmidt rejste han efter tre dage til det kinesiske fastland for at besøge byen Kanton.

Souvenir fra Kina. Schou tog blandt andet kunst på rispapir med hjem

KINESISK TORTUR
I Kanton blev det hurtigt klart, at europæere ikke var velkomne.

”Vi fik rigelig lejlighed til at erfare, med hvilket fjendskab kineserne betragter europæerne; thi hver gang vi i de to dage, vi opholdt os der, steg ud af vore bærestole, blev vi omringede af kinesere, der udskældte os for fremmede djævle, dette fik vi at vide af vor fører, da det interesserede os at få besked på, om tilråbene var venligt eller fjendtligt mente.”

Det lykkedes alligevel Schou og Schmidt at opleve Kanton ved at blive fragtet rundt i lukkede bærestole af betroede kinesere.

Poul Schou beskrev kulturen i Kanton i sin bog, men størst indtryk gør en scene i retssal, hvor en lærer var tiltalt for at myrde en elev. Læreren nægtede sig skyldig, men pludselig sprang den ene dommer op og sagde, at læreren nu havde modsagt sig selv.

”I samme nu fór to retsbetjente hen til den anklagede og greb ham om halsen bag fra, den ene åbnede derpå hængelåsen på hans lænker, mens den anden løb hen til et hjørne af retslokalet, hvor der hang en mængde forskellige instrumenter, som jeg snart blev klar over var torturredskaber. Min ven og jeg stod kun ca. halvanden alen fra den anklagede, og jeg skal ikke nægte, at mit hjerte begyndte at banke, da jeg for første gang i mit liv stod ansigt til ansigt med anvendelse af torturen. Retsbetjenten havde nu taget et fladt træinstrument på ca. 20 tommers længde med et almindeligt håndtag ned fra væggen. Han greb derpå fat i den anklagedes hoved og drejede det til siden, så at kæbebenet vendte fremad, mens den anden retsbetjent holdt hans hænder fast på ryggen. Derpå greb en stor, stærk fyr køllen, og på et tegn af Mandarinen (dommeren, red.) huggede han løs på kæbebenet, indtil det efter omtrent 20 slag var knust. Så drejedes hovedet, og det samme gentog sig med det andet kæbeben. Ved hvert slag stønnede staklen af smerte. Jeg var så oprørt over denne umenneskelige mishandling, at jeg næsten ikke kunne beherske mig og nær havde begået den dumhed at trække min revolver op af lommen for at skyde på Mandarinen, men blev dog forhindret deri af dr. Schmidt.

Retssalen var så fuld af mennesker, at det var mig umuligt at slippe ud, ellers var jeg selvfølgelig ikke bleven for at overvære denne grusomme mishandling.

Da det var overstået, spurgte vi vor fører, hvad der nu ville ske med den anklagede. Han svarede, at der var to muligheder, enten at manden bekendte, at han havde begået mordet, hvorefter han så øjeblikkelig ville blive henrettet, eller også vedblev at nægte, og da blev han pint til døde.”

OPIUMSRYGNING
”Min rejsefælle dr. Schmidt og jeg forlod Kanton sammen og fulgtes ad til Hongkong, hvor vi tog afsked med hinanden. Dagen efter sad jeg på damperen, som førte mig til Manila. På denne tur fik jeg lejlighed til at samle mine tanker og gøre mig klar til at begynde mine pligter.

Jeg var engageret af et engelsk selskab til at montere et anlæg i Manila, som skulle producere 50 tons is om dagen. Mine engagementsbetingelser var følgende:

Første klasses rejse fra og til London. En gage af 40 pund om måneden. Gagen skulle udbetales mig i pund sterling, hvilket jeg for at undgå kurstab bestemt havde forlangt.”

Det tog Poul Schou omtrent fem måneder at installere ismaskinen. Og så steg han atter om bord på et skib for at begynde hjemrejsen. Første stop fra Manila var Hong Kong og Shanghai, hvor der skulle kinesiske passagerer med.

”Den te, som kineserne drikker, smager imidlertid ikke som vor, for det første er bladene grønne og for det andet bruger de hverken sukker eller fløde, og den færdiglavede te har en lysegul farve.

Hen på eftermiddagen lå der adskillige grupper rundt omkring på dækket, ivrigt beskæftigede med at ryge opium. Når man imidlertid undtager få tilfælde, lader denne nydelse ikke til at angribe dem mere end tobaksrygningen angriber os. Efter hvad jeg overhovedet så i Kina, tror jeg, man gør kineserne uret, når man beskylder dem for at være særlig forfaldne til opiumsrygning, jeg er overbevist om, at procentsatsen er ikke så høj som vor samling af drukkenbolte, og da kineserne jo som bekendt ikke drikker sig fulde, kan man ikke sige, at de i denne retning har flere laster end vi.”

Efter nogle dage i Shanghai ankom Poul Schou til Nagasaki.

JAPAN
”Man kan overhovedet ikke andet end blive barnlig i sindet, når man færdes blandt japanerne; de er nemlig alle mere eller mindre som børn og så naive i mange ting, at man i begyndelsen som blaseret europæer ryster på hovedet og ler af disse mennesker; men jeg skal ikke nægte, at det ikke ville skade os, hvis vi besad en hel del af deres naivitet. Der forekommer naturligvis i Japan mange ting, som man af den grund ikke vil tro er mulige. Således findes der i enhver by i Japan badeanstalter, hvor mænd og kvinder bader sammen à la Adam og Eva, hvilket mange europæere har forarget sig over og endogså har gjort skridt til, at denne skik f.eks. i Yokohama blev afskaffet. Følgen af vor indgriben i mange forhold i Japan er blot den, at vi tager hele poesien bort og efterhånden forvandler japanerne fra at være naturlige og naive til hykleriske og beregnende mennesker. Jeg havde lejlighed til mange gange at se eksempler herpå.”

Poul Schou rejste rundt i Japan og besøgte flere byer, blandt andet Tokyo og Yokohama. Han var imponeret over den gæstfrie modtagelse og den japanske brugskunst, som han mente ville forsvinde.

”I stedet for denne vil vi blive forsynet med sager, som er lavet efter vort nuværende fabrikssystem, da man jo overalt i Japan for tiden forsøger at efterabe alt, hvad der er europæisk. Det er sørgeligt, at en sådan glimrende kunst ikke skal blive ved med at udvikle sig.”

Fra Yokohama rejste Poul Schou med en oplevelse af at have besøgt et meget menneskeligt samfund med skib til Vancouver.

MANGEL PÅ KONTANTER
”I Vancouver opholdt vi os fra den ene dags middag til den næste morgen. Da vi den første aften efter ankomsten sad en 14-16 herrer sammen på hotellet, afbrødes konversationen pludselig ved almindeligt tavshed over hele linjen. Det viste sig efter 7-8 minutters forløb, at vi alle pludselig kom til at tænke på, at ingen af os havde flere kontanter, selv de rige amerikanske millionærer havde brugt alle deres penge i Østen. Kort tid efter var der en vild flugt til telegrafstationen for ad telegrafisk vej at skaffe sig beløb telegraferede over til Vancouver, hvilket lykkedes for os alle, idet vi næste formiddag var vel forsynede med moneter.”

Næste dag startede togrejsen. Undervejs steg Poul Schou af toget og spenderede et par dage hos en medrejsende, der inviterede ham hjem til sig.

Men han nåede da endelig frem til Chicago, hvor han opsøgte et hotel for danskere, ”Danevirke”. Den danske ejer var mistroisk over for Schous fortælling om, at han var ankommet fra Japan og ikke New York som andre danskere. For at afsløre ham spurgte hotelejeren, hvor han stammede fra. Og da han sagde Slagelse og sit navn, udbrød hotelejeren:

 ”Så er der heller ikke noget i vejen med Dem, jeg har nemlig kørt korn for Deres fader i mange år og kender Deres familie som en hæderlig og anset slægt.”

Poul Schou spurgte hotelejeren, hvad grunden til hans tvivl havde været. Svaret var, at han var så vant til at se unge mennesker komme til Amerika med en dårlig fortid.

”Fra Chicago tog jeg over Niagara-vandfaldene til New York. I New York boede jeg i Waldorf-Astoria Hotel og opsøgte straks efter min ankomst min ven fra Japan, mr. Frank Barstow, en af hoveddirektørerne fra Standard Oil Company, som jeg havde lovet at besøge. Han opfordrede mig til at blive boende hos ham en 14 dages tid på hans slot nede ved Hudson River, men da min tid selvfølgelig ikke tillod mig at modtage hans indbydelse, inviterede han mig til at bese en af Standard Oil Co.’s store refineries i Orange City, som jeg med glæde modtog, da jeg derved havde lejlighed til at se deres store køleanlæg. Da jeg ankom til stationen i Orange City, blev jeg modtaget af en galoneret tjener og kørt i et meget flot ekvipage til fabrikken, hvor jeg opholdt mig et par timer og fik lejlighed til at se alt, hvad jeg ønskede mig.”

”Jeg havde nu kun det sidste stykke af min rejse tilbage, nemlig overfarten fra New York til Liverpool. Denne foregik om bord på White Star linjens damper ”Majestic”. Vejret var fortrinligt, endskønt det var sent på året. Jeg gav en koncert om bord, hvor jeg foredrog tre violinsoli og fik en sum af 85 pund samlet sammen til fordel for The Seamen’s Orphanage Institution i Liverpool. Hermed endte min rejse omkring jorden efter at have tilbagelagt cirka 27.000 engelske mil i 10 måneder.”

Af de ti måneder Poul Schou var af sted, må han have tilbragt næsten tre måneder på et skib. Han fortsatte sit arbejde for den engelske maskinproducent, men blev senere ansat på Otto Mønsteds fabrikker i London. 18 år af sit arbejdsliv tilbragte han i udlandet, inden han slog sig ned i sit fædreland Danmark.

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR