Go to ...

JØDER I MINDRETAL I ISRAEL


Illegale aktivister strømmer stadig til Gaza.

Privat fængsel vil lave for små celler.

Af Mikkel Schou


For første gang i Israels korte historie er jøderne ikke længere en majoritet.
I de områder, der er kontrolleret af den israelske stat er andelen af jøder lige over 49 procent.

Når alle jøder er flyttet fra besatte områder vil andelen af jøder i Israel derimod stige til 56,8 procent, skriver avisen Haaretz.

På den måde skulle et jødisk flertal i den lovlige israelske stat være sikret de næste 20 år.

Som situationen er lige nu i Israel lever der 5.260.000 jøder, 3.570.000 palæstinensere, 1.350.000 arabiske israelere, 290.000 ikke-jødiske immigranter og 185.000 fremmedarbejdere.

Der er nogen usikkerhed om især antallet af palæstinensere. Nogle kilder mener 2,4 millioner, mens den israelske hær mener omkring 3 millioner.

Der bor 1,4 millioner palæstinensere i Gaza-striben.

Fortsat aktivister til Gaza
Israelske sikkerhedsstyrker indrømmer nu, at de ikke har kunnet forhindre illegale aktivister i at trænge frem til bosættelserne i Gaza-striben.

Forsvarsministeriet har tidligere anslået antallet af indtrængte til 2.000. Men indrømmer nu uden for citat til Haaretz, at tallet er mindst 2.700.

Men bosætterne er så småt begyndt at flytte. Nogle rabbier, religiøse overhoveder, i bosættelserne har givet tilladelse til at der må pakkes, så længe folk bare ikke forlader bosættelsen.

Hær og politi har løsnet grebet om Gaza for at tillade familie og pårørende at komme på afskedsbesøg i bosættelserne.

For små celler
Et nyt planlagt privat fængsel i byen Beer Sheva beskyldes af en israelske borgerrettighedsorganisation for at bygge for små celler.

Fængslet skal have plads til 800 indsatte. Men cellerne er planlagt til at være mindre end i andre lande og endda mindre end israelsk lov kræver.

Modstanderne af det private fængsel er betænkelige ved at et fængsel skal drives af et privat firma, mens fortalerne siger, at det vil være med til at undgå overbelægning i israelske fængsler.

Opførelsen af fængslet er udbudt til private og det besluttes i slutningen af året, hvem der skal bygge, med forventet indvielse i 2008.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From Israel