Go to ...

ILLEGALE KOMBATTANTER


Soldater i krig må dræbe fjendens soldater. De skal skåne civile. Til gengæld må civile ikke deltage i kampen.

Terrorister og oprørere er hverken soldater eller civile, siger USA. Så de må ingenting og har ingen rettigheder.

Af Mikkel Schou

War on terror
Uanset om USA selv stod bag angrebet på World Trade Center den 11. september 2001, som nogen påstår, er der tale om det hidtil største angreb fra terrorister.

Angrebet var et brud på krigens regler på flere måder. For det første var det et angreb på et civilt mål. For det andet gav angriberne sig ikke til kende, men gemte sig tværtimod blandt civile. Hvis det var muslimske terrorister, der stod bag, var det et succesfuldt angreb.

Men det var samtidig begyndelsen til enden for de kendte islamiske terrorister. USA kaldte 11. september for et væbnet angreb og fik mobiliseret NATO til kamp mod terroren.

Afghanistan blev angrebet med stor kraft. Også af Danmark, der deltog med F-16 fly og jægersoldater i ”Koalitionen af de villige”. Ifølge NATO var det en lovlig krig mod Taleban, der mentes at huse og beskytte Osama bin Laden og al-Qaida.

Derefter kom krigen mod Irak, der var ulovlig i forhold til FN-pagten, der ikke tillader et land at føre angrebskrig. At USA mente, at der var tale om et præventivt angreb for at hindre irakerne i at bruge masseødelæggelsesvåben, viste sig hurtigt ikke at holde stik.

Der var ingen masseødelæggelsesvåben i Irak. Det skulle da lige være den irakiske olie, der kunne bruges som pression mod den energihungrende vestlige verden.

”Krigen mod terror” førte hurtigt en række love og bestemmelser med sig, som skal gøre det sværere at være terrorist. Først i USA, Europa og snart i hele verden. Der skal være bedre kontrol med hvor vi opholder os, rejser hen og hvem vi kommunikerer med.

Også på slagmarken opstillede USA nye spilleregler. I Afghanistan og Irak stod USA og dets allierede direkte over for de såkaldte terrorister. De mødte terroristerne i kamp eller de blev fundet hist og her og mistænkt for at være terrorister. Var de så kombattanter (lovligt kæmpende) eller civile?

Illegale kombattanter
Hvis de tilfangetagne var kombattanter skulle de tilbageholdes som krigsfanger. Indtil krigen mod terror er forbi.

Ifølge ældgammel militær skik kan de også løslades, hvis de lover ikke at vende tilbage til kampen. Hvis de var civile skulle de føres for retten efter det lands love de var blevet fanget i.

Bush-regeringen har åbenbart ment, at det var alt for besværligt. I stedet blev de tilfangetagne kaldt ”illegale kombattanter”.

På den måde faldt de helt uden for de retsgarantier, der gives til ”rigtige” soldater og civile. Den seneste amerikanske lovgivning fra september 2006 slår fast, at USAs metoder over for terror-mistænkte er lovlig.

Det vil sige indespærring på ubestemt tid med meget begrænsede muligheder for, at de mistænkte kan få prøvet deres sag ved en domstol.

Hvis de en dag kommer for en ret, bliver det snarere et såkaldt militær-tribunal, der har lov til at bruge rygter og vidneudsagn fremkommet under tortur mod den mistænkte.

Der er heller ingen begrænsninger i, hvor den mistænkte kan tilbageholdes. Det kan være Guantanamo-basen på Cuba, i hemmelige fængsler i Europa, eller fængsler i lande, der er berygtet for at anvende tortur.

Men det er ikke kun talebanere i Afghanistan og irakere med et gevær i hånden, der løber den risiko. Også personer, der befinder sig langt væk fra kampzonen risikerer at komme i søgelyset.

Hvis der er mistanke om, at en person økonomisk, med rådgivning eller anden bistand støtter terrorister er vejen til helvede den samme. Selv en dansker i Nørre Snede, der støtter et humanitært foretagende i særlige lande risikerer at få ørerne i maskinen.

Den danske regering afviser dog at tale om fanger, der hverken er kombattanter eller civile. I et notat fra Udenrigsministeriet fra januar 2006 hedder det:

”Efter dansk opfattelse må en person, som deltager i en væbnet konflikt, enten behandles som krigsfange i medfør af 3. Geneve-konvention eller som civil i medfør af 4. Geneve-konvention. Danmark anerkender således ikke, at personer, som deltager i en væbnet konflikt, kan falde uden for konventionernes anvendelsesområde.”

Men det vil bare sige, at en ”terrorist” eller oprører ifølge dansk opfattelse skal dømmes efter den civile straffelov. Og ifølge dansk lov må man heller ikke give støtte til eller udtrykke sympati for de bevægelser, der af regeringen opfattes som terror-organisationer.

Ven eller fjende
Mindst en person har opnået at blive værdsat i et væbnet oprør og senere blive fordømt af de samme stater. Nemlig: Osama bin Laden.

I december 1979 besatte Sovjetunionen Afghanistan. Osama bin Laden, der kommer fra Saudiarabien, dukkede en måned efter op i Pakistan. Her kom han i forbindelse med den anti-sovjetiske modstandsbevægelse.

Denne modstandsbevægelse var organiseret af den amerikanske efterretningstjeneste CIA og bag den stod en hemmelig koalition af USA, Storbritannien, Saudiarabien, Pakistan og Kina.

Det var egentlig allerede på det tidspunkt, at al-Qaida blev skabt. Gennem 1980’erne blev der rekrutteret frivillige fra den muslimske verden til Afghanistan og Osama bin Laden bidrog blandt andet økonomisk med dele af en betydelig formue som han havde arvet.

Han blev anerkendt af de vestlige lande, som en allieret i kampen mod Sovjets besættelse.

Sovjetunionen trak sig ud af Afghanistan i 1989 og kampene fortsatte mod den pro-sovjetiske leder Najibullah, der snart blev nedkæmpet.

Men Osamas hensigt var, at støtte muslimers oprør overalt og indføre kalifatet, et samfund baseret på muslimske lovregler.

Han rejste tilbage til Saudiarabien indtil Kuwait-krigen, hvor USA invaderede Irak første gang. Det endte med at USA oprettede permanente baser i Saudiarabien.

Osama rejste til Pakistan og fordømte Saudiarabien for alliancen med USA, som han begyndte at se som den største hindring mod en samlet muslimsk verden.

al-Qaida
I mellemtiden var den Islamiske Nationale Front, NIF, kommet til magten i Sudan i Afrika.

NIF inviterede Osama til Sudan for at stå for den militære opbygning af bevægelsen. Store dele af al-Qaida fra Afghanistan og Pakistan fulgte med ham. I Sudan genoptog Osama sine forretningsvirksomheder.

Forretningsforbindelserne brugte han til at opbygge al-Qaida-celler i andre lande. Ligesom han brugte de muslimske frivillige fra krigen i Afghanistan, der var rejst hjem til Kaukasus, Centralasien, Kashmir, Indonesien og Filippinerne.

Men jorden begyndte at brænde under ham i Sudan. Saudiarabien ville have ham hjem og sandsynligvis straffe ham som landsforræder.

Og efter et mordforsøg på Egyptens præsident Mubarak, som Osama blev mistænkt for at organisere, blev Sudan presset af Egypten, USA og Storbritannien til at smide ham ud af landet.

Osama rejste tilbage til Afghanistan, som nu var overtaget af det strengt muslimske Taleban og støttet af Pakistan. Her blev han modtaget som befrielseshelt.

I Afghanistan byggede Osama videre på sine celler og meddelte i 1998, at der var skabt en ny organisation:

”Den islamiske verdensfront for jihad mod jøder og korsfarere”.

Nu skulle den muslimske verden mobiliseres mod især USA og Israel. Og midlerne skulle være partisankrig og terror.

I vesten ændrede billedet af Osama bin Laden sig. Fra at være helt i Afghanistan til at være den vestlige verdens fjende. I 1998 blev USA’s ambassade i Kenya bombet. 257 blev dræbt.

I 2000 blev 17 dræbt ved et selvmordsangreb på den amerikanske destroyer USS Cole i Yemen. Det menes at være dirigeret af Osama.

Ifølge adskillige landes efterretningstjenester er al-Qaida et verdensomspændende terrornetværk og chefen er Osama. Og om ikke andet er han medskyldig i angrebet på USA den 11. september 2001.

Hvis det holder i retten kan Osama dømmes som krigsforbryder, forbryder mod menneskeheden eller som almindelig forbryder.

I mellemtiden udfylder al-Qaida vestens militære fjendebillede, der forsvandt efter den kolde krig. Krigsindustrien bekymrer sig ikke om, hvem fjenden er.

Hvem må dræbe?
Krigens nedskrevne regler er fra slutningen af 1800-tallet. De blev moderniseret efter 2. verdenskrig.

Reglerne er til for at krigene kan blive ført så hensynsfuldt som muligt. De civile, som ikke er deltagere i krigen, skal skånes.

Man må ikke angribe civile eller installationer, som civilbefolkningen er afhængig af. Og der er regler for, hvordan fjenden skal behandles, når han tages til fange.

Krigens værktøj er død og ødelæggelse og kun anerkendte staters hære kunne lovligt føre krig eller deltage i militære operationer.

Tiden efter 2. verdenskrig blev præget af krige i Afrika og Asien, hvor folk gjorde oprør mod europæiske kolonistyrer. Det endte ofte i væbnede konflikter, hvor oprørerne ikke havde status som lovligt kæmpende og derfor kunne behandles og dømmes som almindelige forbrydere, med f.eks. dødsstraf.

I 1977 blev der vedtaget en tillægsprotokol til Genevekonventionen. Det er Genevekonventionen, der beskriver hvem, der har lov til at kæmpe og hvilke rettigheder og forpligtelser de har.

Fra 1977 har det også været lovligt for et folk, at indlede et væbnet oprør mod koloniherredømme, besættelse og racistiske regimer.

Det er Genevekonventionen, der bestemmer, hvem der er lovligt kæmpende (kombattant) og hvem der er civil. Hvis man tages til fange og ikke får status som kombattant er det den civile straffelov man skal straffes efter.

Og de fleste steder i verden er det jo forbudt at dræbe. En civil der tages i at deltage i væbnet kamp kan også stilles for en militærdomstol.

En soldat kan derimod ikke straffes for at have deltaget i militær kamp, med mindre han har overtrådt krigens love. Så kan han straffes som krigsforbryder.

Kombattant eller civil
Det er ikke ulovligt at føre partisankrig/modstandskamp, men der er nogle betingelser. Hvis det er en intern konflikt skal partisanerne kontrollere en del af det territorium de kæmper for.

Og de skal være så mange, at de kan gennemføre vedholdende og samlede militære aktioner. Det er altså ikke nok, at de smider en bombe og skyder lidt en gang i mellem.

Desuden skal partisanerne være under det, der kaldes ansvarlig kommando. Hvis partisanerne kæmper mod en indtrængende fremmed hær, skal de desuden bære et kendetegn, der er synligt på afstand.

I begge konflikter skal partisanerne bære deres våben synligt, når de er på vej til eller forbereder et angreb. De må altså ikke gemme sig blandt civile og derfra gå direkte i kamp.

Deres kamphandlinger skal også være i overensstemmelse med krigens love og sædvaner. Hvis alt dette er opfyldt er der en chance for at de kan betragtes som kombattanter.

Og for partisanen er det en fordel, hvis han tages til fange. Så skal han nemlig behandles som en krigsfange og kan ikke straffes for at deltage i kamphandlingerne.

I princippet er alle, der ikke overholder ovenstående regler, civile. De kan kun tages til fange, hvis de gribes i at kæmpe. Hvis de selv mener, at de er lovlige kombattanter, skal deres sag prøves for en ”kompetent ret”.

Indtil da skal de betragtes som krigsfanger. Med mindre de på stedet dømmes som illegale kombattanter og under ”tvingende militære omstændigheder” henrettes.

I november 2002 dræbte et amerikansk fjernstyret fly i Yemen fire formodede al-Qaida folk. To af dem var mistænkt for at organisere angrebet på USS Cole i 2000. De blev ikke dræbt som kombattanter, hvad USA ikke anerkendte dem som.

I stedet lyder forklaringen, at de blev dræbt ved et præventivt angreb for at forhindre dem i at gentage angreb på amerikanske styrker eller installationer.

Hvis de var blevet betragtet som kriminelle civile skulle de i stedet være blevet anholdt og straffet efter almindelige love.

Terrorister
Hvis der er tale om partisaner, der kæmper mod deres egen regering, altså en intern konflikt, kan regeringen vælge at kalde det ”interne uroligheder”.

Hvis det er interne uroligheder kan regeringen straffe partisanerne/oprørerne efter de sædvanlige civile straffelove eller ved særlige militære domstole.

For en regering og en stat er det meget nemmere, hvis fangerne kan behandles som almindelige forbrydere. På den måde undgår staten international indblanding og en opstand kan slås ned uden hensyn til lovligheden.

I nyeste tid kalder regeringer verden over oprørere for terrorister. Det sker i Tjetjenien, hvor folket kæmper for uafhængighed af Rusland. Man kunne her tale om kamp mod både koloniherredømme og et racistisk regime.

Og selvom de tjetjenske oprørere givet vis ikke altid følger krigens regler, er det bekvemt for den russiske regering, at kalde dem terrorister.

Dermed mister tjetjenerne retten til lovligt at gøre væbnet oprør.

Kina skønnes at bruge samme metode over for muslimske mindretal, der også ønsker deres egen stat.

Ligesom Israel ikke anerkender palæstinensernes ret til væbnet modstand mod den israelske besættelse. Ifølge israelerne er palæstinensernes angreb terrorisme uanset om det er militære personer eller civile der angribes.

Både israelere og russere angriber i øvrigt selv civile mål og installationer i deres kamp mod ”terroristerne”.

Der er ikke opnået enighed i FN om hvad terrorisme er og om der skal særlige love til mod terrorister. Et af problemerne er, at staterne i deres kamp mod terrorister og oprørsbevægelser selv benytter sig af terror.

Det sås senest i sommeren 2006, hvor Israel i kampen mod Hitzbollah bombede civile mål i Libanon for at tvinge den libanesiske regering til at gøre fælles front med Israel i kampen mod terror.

Som USA’s præsident George Bush sagde, da krigen mod terror begyndte: Enten er du med os eller også er du med terroristerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From Terror