Go to ...

GLAD BRIAN GLAD FOR PET


– PET skal ikke indskrænkes yderligere i deres metoder, sagde justitsminister Brian Mikkelsen i dag på pressemøde om rapporten fra PET-kommissionen.

– Man kan jo næsten kun være glad sådan en dag, sagde ministeren om det gode vejr. Ved sin side satte PET-chefen sig.

Pressemødet blev holdt udenfor i Justitsministeriets gård, hvor Brian Mikkelsen slog fast, at fjenden indtil 1989 havde været kommunister og fjenden i dag er terrorister.

pet

Text og photo af Mikkel Schou

– PET må ikke omgå reglerne. Og jeg er glad for, at PET fra 1945 til 1989 kun har begået forholdsvis få fejl, der ikke har været af graverende karakter.

PET måtte ikke registrere personer alene på grund af deres lovlige politiske aktiviteter.

– Men hvis en politisk aktiv rejste til Moskva eller DDR er det klart, at det havde PET’s interesse. Det var jo fjenden, sagde Brian Mikkelsen.

Rapporten omtaler et hemmeligt dokument, som regeringen i 1968 udstyrede PET med sideløbende med, at befolkningen fik at vide, at PET ikke længere registrerede lovlig politisk aktivitet. Blandt andre anarkister og trotkister kunne stadig registreres.

Justitsministeren mener i øvrigt, at rapporten er et vigtigt historisk dokument, der beskriver hvor truet Danmark var under den kolde krig.

Det bliver i kommissionens rapport, der har været ti år undervejs, kritiseret, at PET har brugt særlige arbejdsarkiver, der ikke blev oplyst om til det Folketingets kontroludvalg eller det såkaldte Wambergudvalget, der består af udpegede ærværdige borgere.

Det bruger PET stadig. Nu kaldes de støtte-databaser.

– Støtte-databaserne bliver gennemgået hvert år for oplysninger, der skal slettes, sagde PET-chef Jacob Scharf på dagens pressemøde.

– Der er intern kontrol med det operationelle arbejde og med registreringer af personoplysninger, forsikrede PET-chefen.

– Vi arbejder målrettet med at være mere åbne. Der er selvfølgelig behov for fortrolighed omkring vores arbejde og meddelere. Men vi er afhængige af hjælp fra hele samfundet, sagde Jacob Scharf.

Kommissionens rapport, der blev offentliggjort i dag er på 4.000 sider i 16 bind.

En DR-journalist mente, at de historier, der kan graves frem af rapporten, vil være aktuelle også efter sommerferien.

TVflux vender tilbage når de 16 bind er gennemset.

 

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From NYHEDER