Go to ...

GAMLE STENKAST DØMT


En snes personer er efter næsten tre år blevet dømt for vold mod politiet under en aktion mod hashhandelen i Pusherstreet. Anklageren ville have dem alle dømt for hele forløbet, hvor der blandt andet blev kastet med over 100 sten, flasker og lignende mod en gruppe betjente, der følte sig tvunget til at afgive varselsskud.

Af MIKKEL SCHOU

Den 29. november 2013 gik en politiaktion mod Pusherstreet ifølge retsbogen helt galt. Aktionen var rettet mod de såkaldte løbere – medhjælpere, der skal stikke af med penge og hash, hvis politiet er på vej. De skal i øvrigt gå til hånde med fejning foran boden og hente varer på et lager, hvis det er ved at tynde ud i boden.

Denne dag havde Task Force Pusherstreet sendt fem civile anholdelsesgrupper af hver tre-fire betjente og tre uniformerede grupper af seks til syv betjente ind på Christiania. De civile skulle finde og anholde ”løberne”, hvorefter de uniformerede skulle sikre de civile kolleger og anholdte, så de kunne komme væk fra Christiania.

Men situationen kom hurtigt ud af politiets kontrol. Ophidsede personer, der så, hvad der foregik, gik til angreb på de civile betjente. Ifølge betjentes forklaringer og videooptagelser, der blev vist i Københavns byret, befandt der sig i området omkring Pusherstreet mælkekasser med sten beregnet til at kaste mod politiet.

Ifølge anklageskriftet gik personer til angreb på samme tid fire forskellige steder i Pusherstreet. Retten mener ud fra videooptagelser fra både de anklagede, Christianias dokumentargruppe CADOK og politiet, at der alene mod én civil gruppe betjente blev kastet op mod 100 genstande, såsom sten, fliser, flasker og en rafte.

Dette bombardement fortsatte, da de uniformerede ankom og førte den anholdte væk. Retten mener, at angrebet var af et helt ekstraordinært omfang og af hel ekstraordinær farlighed. De civile betjente var nødt til at afgive ”kollega-i-knibe”-melding og affyre varselsskud. Der blev kastet en tåregasgranat, som politiet mener, blev kastet af civile personer og ikke politi. Den påstand anerkendte retten, ligesom det også fandtes bevist, at der blev kastet en molotovcocktail mod politiet.

Flere af de angribende personer var ifølge politiet maskerede. I visse situationer gik de truende frem mod politibetjente og kom med tilråb.

Retten finder også, at de tiltalte har gjort sig skyld i grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Flere af de nu dømte har bopæl på Christiania.

Retten fandt, at sagen havde været urimelig længe undervejs – næsten tre år fra anholdelse til dom. Dette fik retten til at gøre en del af dommene betinget. På grund af den særlige farlighed og at angrebene skete i forening (men dog ikke efter forudgående aftale) blev straffene alligevel forholdsvis hårde. En blev idømt ti måneders fængsel, hvor af de seks er betinget.

I alt 14 personer var tiltalt. Fire blev frifundet. Stort set alle var tidligere dømt for hashhandel eller vold mod politiet i forbindelse med Pusherstreet.

Anklageren ville have de tiltalte dømt for at have aftalt angrebet mod politiet i forvejen. På den måde skulle de dømmes for de stenkast, der var afgivet af andre og på andre steder. Det mente retten ikke var bevist. Det havde ellers været en skærpende omstændighed.

Dommen faldt den 7. oktober 2016.

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From CHRISTIANIA