Go to ...

28. marts 2024

ER DU KNUD ROMER – ER JEG ANDERS AND


Efter den lykkelige EU-afstemning sammenligner forfatter Knud Romer de NEJ-sigende danskere med den antiautoritære Anders And. Og ja, Danmark ér Andeby. Hør selv:

KOMMENTAR AF MIKKEL SCHOU

Som litteraturvidenskabsuddannet trækker Knud Romer på mange genrer i sin kommentar til Nej’et i torsdags. Men for ikke at forvirre læseren, så lad os holde fast i Romers billede af danskeren som den viltre – nødigt suverænitetsafgivende – Anders And.

Anders_And
Foto: Magasinet Nummer 9

I Danmark, also known as Andeby, havde vi indtil fornylig også en Joakim von And, der berigede Andeby med en opera og andre herligheder, som ikke kunne betales over skatten, men dog trækkes fra.

Da han døde, æret være hans minde, forfærdedes de i Ja-sigernes højborg i Andeby-forstaden Gentofte over, at kommuneskatten blev hævet, da Joakim von And ikke længere var der til at bidrage. Den samme forstad, hvor de har så mange au-pairs fra Thailand, at der ikke er plads til flygtninge. Her stemte man Ja, ligesom Romer. Fordi, siger Romer, at man gerne vil bidrage med Visa-kortet, når Europas problemer skal løses (!). Eller måske rettere: Man vil gerne betale for at holde sig på afstand af problemerne. Det er jo ikke i Gentofte, at man mærker til problemer med integration af indvandrere og flygtninge. Og hvorfor Anden skal Anders And betale regningen for finansielle og græske bobler og ikke Joakim von And, som render med alle fornøjelserne??

Nej, det er Anders And, der har spoleret Romers drøm om at kunne rejse ud af Andeby med egne euro på lommen uden at behøve at veksle Andeby-pengene undervejs. Og aktuelt med et Nej til, at Andeby Byråd i fremtiden kan lovgive om yderligere suverænitetsafgivelse uden at spørge Anders And.

Dét, Romer glemmer i sin forhippelse på, at vi alle skal være EUropæere eller internationalister, er identitet. Der er forskel på at bo i Andeby og Kalkunkøbing. Med mindre man flakker rodløst rundt i en litterær verden. Uden jordforbindelse har vi intet udgangspunkt for samarbejde henover bygrænserne. Så bliver det bare køns- og identitetsløst bureaukrati. Andeby har med sine snart seks millioner indbyggere en størrelse, der stadig tillader overskuelighed og mulighed for indflydelse fra borgerne.

Pudsigt er det, at Romer i sin kommentar om det dumme og selvfede danske Nej slutter af med på engelsk at konkludere noget i retning af: Man ligger som man har redt. Og det skal i denne forbindelse virkelig forstås som en trussel.

Kære Knud Romer, hvis jeg er Anders And, så er du Fætter Højben. Og glem ikke, at EU var Joakim von Ands projekt. Så kan nok så mange litterater prøve at sminke den konstruktion med velærværdigt ”humanistisk udsyn”.

OK, Romer bruger ikke kun litterære henvisninger i sin kritik af Nej’et. Han beskylder også sangeren Lone Kellermann for at være grundlæggeren af dansk modstand mod den europæiske integration. Men hvad var det Kellermann sang? Det var faktisk en endnu gyldig pointe i diskussionen om retten til at beruse sig, som i Andeby stadig er strandet i international forbuds-lovgivning om euforiserende stoffer som cannabis:

Ryg dansk, sig nej til udenlandsk.

Tags: , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From Debat