Go to ...

DEMOKRATI I FRISTAD?


Da Fogh-regeringen satte Christiania til salg skulle der handles hurtigt. Det lykkedes advokat Knud Foldschack at gøre sig uundværlig med sin fonds-ide, og andre løsninger blev overhørt. Nu undersøges det, om fristaden skal reorganiseres.

AF MIKKEL SCHOU

Det var en genial løsning på Folketingets evige Christiania-problem: Opsig statens aftaler med fristaden og sælg lortet. Med daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i hovedrollen skulle Christiania privatiseres og normaliseres. Og solgt blev det. Men ikke til christianitterne selv, for de havde jo ikke de 115 millioner kroner, som fristaden skulle koste.

»Knud Foldschack og hans støtter på Christiania overbeviste hurtigt de fleste christianitter om, at regeringen mente det alvorligt. At vi ville blive smidt ud, hvis vi ikke ville forhandle med staten om et salg«, siger en christianit, der deltog i alle de åbne møder om købet af Christiania. Han har boet i fristaden siden 1988 og er kendt som aktivist i forskellige sammenhænge, men ønsker ikke sit navn frem.

»Det stod hurtigt klart for de fleste, at der var kun Knud til at sikre Christianias fremtid. For det var jo et meget lille mindretal, der ville gå på barrikaderne og sige fuck til Fogh-regeringen«, siger han.

VI LAVER EN FOND
Foldschacks tilbud til christianitterne var, at der blev stiftet en fond, som købte Christiania og stillede det til rådighed for beboerne. Mange christianitter var af den opfattelse, at det på den måde var Christiania, der købte sig selv.

Fondens stifter er endda skuespiller Anne Marie Helger. Men det er fonden, der ejer Christiania. Og det er fonden, der for eksempel modtager bøderne i sager om ulovligt byggeri, og sender bøden videre til Christiania. Christianitterne er blevet almindelige lejere i en fondsdrevet administrativ og finansiel virksomhed.

Der var dog en lille gruppe af intellektuelle og kunstnere i fristaden, som mente, at det ville være fornuftigt at få et alternativ til Foldschacks løsning, så der var noget at vælge i mellem.

De rådførte sig med anerkendte og villige advokater, men tanken om at Christiania skulle diskutere to forslag blev hurtigt skudt ned. Det ville bare gøre processen dyrere og langsommere, var argumentet fra Foldschacks støtter blandt christianitter. Så det endte med, at Fonden Christiania købte fristaden på indviklede og svært gennemskuelige betingelser og for lånte penge.

»Vi blev hængt op på et økonomisk system i stedet for et politisk. Det var smart af regeringen, men måske dumt af os. Nu er ingenting til forhandling længere. Der er ikke noget socialt eksperiment. Vi er underlagt de økonomiske spilleregler og almindelig lovgivning som alle andre«, siger en af de christianitter, der gerne ville have haft et alternativ til Foldschacks fond.

UD MED FÆLLESMØDET
Beslutningen om at acceptere Fonden Christiania som ejer blev taget efter uendelige og opslidende fællesmøder. Men hvor netop fællesmødet tidligere havde været Christianias øverste myndighed, havde fonden brug for noget mere strømlinet.

Der blev oprettet et Sekretariat med to sekretærer. En sekretær for fonden og en sekretær for Christiania. Det er bindeleddet mellem fond og fristad. En repræsentant for hvert af Christianias 12-13 områder udgør Kontaktgruppen, som gennem Sekretariatet handler på fristadens vegne.

»Det er ligesom i en kommune. Kontaktgruppen er Christianias byråd. Man er jo nødt til at vælge et system, så der kan træffes beslutninger. Kontaktgruppens møder er offentlige, og det fungerer perfekt«, siger Knud Foldschack til Ekstra Bladet.

På den måde opstod en magtkoncentration, som christianitterne ikke var vant til. Fondens sekretær, Hulda Mader, blev den vigtigste person i Christianias forhold til omverdenen.

»Hulda er kontaktperson til politi og offentlige myndigheder. Problemet er, at den funktion kun varetages af netop én person. Det vil sige, at offentligheden kun får hendes version af virkeligheden. Og det kan især være et problem i akutte og kritiske situationer, hvor hun måske i bedste mening kun handler ud fra sine egne forudsætninger«, siger aktivisten.

Hulda Mader beskrives som en del af magteliten på måske 20-30 personer med et nyttigt netværk på Christiania.

SKYND DIG LANGSOMT
»Det er rigtigt, at Kontaktgruppens møder er offentlige. Men det er jo kun Kontaktgruppen selv, der har taleret til møderne. I princippet er beslutningsprocessen på Christiania demokratisk, det fungerer bare ikke sådan nu«, siger aktivisten.

»Normaliseringen af Christiania er så kompleks, at det er svært at håndtere for et fællesskab som vores. Vi ved ikke, hvordan strukturen kan ændres til noget bedre. Og så længe vi ikke har en anden model, bliver Knud siddende«, siger han.

De seneste måneders diskussion på Christiania om netop beslutningsprocesser og magtkoncentrationer er foreløbigt endt med, at en arbejdsgruppe skal finde en alternativ model til den nuværende ledelses- og administrationsstruktur. Det sker på Kontaktgruppens anbefaling.

Udgangspunktet er større åbenhed og flere personer til at deles om de interne bureaukratiske poster, der giver indflydelse på Christianias daglige og fremtidige virke.

Det tog mange måndeder at blive enige om Foldschacks fonds-model. Så en hurtig revolution ventes ikke i disse dage på Christiania, der bryster sig af slagordet: Skynd dig langsomt.

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From CHRISTIANIA