Go to ...

Hjemrejsebillet på 3. klasse og Bertel Schous id-kort

DANSKERE PÅ FLUGT


De danske flygtninges ophold i Sverige under besættelsen er stort set en succeshistorie. Men der var også eksempler på dovenskab, løntrykkeri, bekvemmelighed og dårlig opførsel i flygtningelejrene. I de tilfælde var det danskerne selv, der forsøgte at holde justits gennem det såkaldte Flygtningekontor – gerne med trussel om strafarbejde. Det fremgår af min farfars efterladte papirer

AF MIKKEL SCHOU, for dagbladet Information

Da jeg for nylig skulle rydde op efter min fars død, fandt jeg en ordentlig stak usorterede papirer fra min farfar. Han hed Bertel Schou, og i 1943 flygtede han som mange andre danskere fra det besatte Danmark til det frie Sverige med sin familie.

På den anden side af Øresund, havde han fået sig et ret interessant job, kan jeg læse i papirerne: Det danske gesandtskab i Stockholm havde nemlig ansat ham til at drage på »Inspektionsrejser til de danske Flygtningeforlægninger- og arbejdspladser og yde de derværende Danskere Bistand på Gesandtskabets Vegne.«

Så min farfar tog altså rundt i Sverige som rejseinspektør og forsøgte at opfylde danskernes behov af alle slags, så tilværelsen i landflygtighed blev tålelig. Men når jeg læser hans rapporter fra flygtningelejrene, springer det i øjnene, at han så mange gange kommenterede dovenskab, arbejdsvægring og bekvemmelighed. Og at dårlig opførsel ligefrem kunne føre til straffearbejde eller anbringelse i disciplinærlejr.

Bertel Schou efterlod også et manuskript til et foredrag, han holdt i Industriforeningen i januar 1946 om tiden som flygtning. Dér skriver han om danskernes vilje til at omstille sig til det improviserede liv i Sverige:

»Langt den overvejende del af de danske flygtninge havde den rette forståelse for situationen således, at alle der kunne det, gik ind på det svenske arbejdsmarked og her ydede en indsats til gavn for såvel Sverige som dem selv.«

Deres situation dengang kan dårligt sammenlignes med flygtninges i Danmark i dag. Måske bortset fra forståelsen af, at flygtninge mentalt befinder sig i en sårbar tilstand, og at ingen af dem er ens – heller ikke når de er danske.

Hvem flygtede?
Da samarbejdet mellem den tyske besættelsesmagt og den danske regering, rigsdag og kongen brød sammen i august 1943, valgte gesandtskabet i Stockholm – den tids ambassade – at bryde med Danmark. Det gjorde det nemmere for gesandtskabet at agere i forhold til flygtningene, der officielt ulovligt var udrejst af Danmark. Gesandtskabet var derfor klar, da de danske jøder fra slutningen af september 1943 og syv uger frem i en kaotisk strøm flygtede til Sverige for at undgå at blive interneret af tyskerne. Indtil da havde kun få danskere taget flugten over Sundet.

»Flygtningene var reelt den danske stats fjender, da de var Tysklands fjender. Så det ville i dag svare til, at syriske flygtninge søgte hjælp på Syriens ambassade i Danmark. Men da gesandtskabet i Stockholm brød med Danmark, kunne det handle uden hensyn til den tyske besættelsesmagt«, forklarer historiker Sofie Bak fra Københavns universitet, der blandt andet har forsket i jødernes historie i Danmark.

Halvandet år senere den 5. maj 1945 befandt der sig 18.200 danske flygtninge i Sverige. Af dem var omkring 6.500 flygtet på grund af deres jødiske baggrund. Af de mere end 11.000 andre danskere var de fleste politi- og militærpersoner, søfolk, modstandsfolk, kommunister og intellektuelle som Poul Henningsen. Dertil kom et ukendt antal kriminelle, stikkere og medlemmer af Frikorps Danmark og Schallburgkorpset, der søgte ly i Sverige i håb om, at deres forseelser ville blive glemt.

Rejseinspektør Bertel Schou nævner selv både kollaboratører, som han var med til at følge tilbage til Danmark under væbnet eskorte efter befrielsen, og en enkelt bekvemmelighedsflygtning, der med det samme blev sendt tilbage over Øresund.

Dovenskab
En af Bertel Schous første rapporter er dateret den 17. november 1943 fra en lejr, der var indrettet på et hotel i byen Gävle 300 km nord for Stockholm. Der var etableret et sløjdværksted, hvor flygtningene producerede dukker, trolde og nisser til julesalg. Arbejdet var betalt efter akkord, og den flittige kunne tjene omkring 15 kroner om ugen. Det var svært for de ansvarlige svenske myndigheder at finde arbejde til danskerne heroppe, og indsamlede penge blev brugt til hjælp for de arbejdssøgendes rejser. Men rejseinspektøren bemærker også:

»Som omtalt før er der nogle unge mennesker, der ikke rigtig kan bekvemme sig til at bestille noget. Men jeg tror, at jeg har fået dem til at indse, at det nytter ikke at pjække den.«

Rejseinspektørens armbind

I det hele taget så rejseinspektøren ikke mildt på dovenskab og bekvemmelighed.

I en anden rapport kalder han det for eksempel »meget uheldigt«, at nogle danskere i Getålejren 250 km sydvest for Stockholm har afslået arbejde, fordi betalingen var for dårlig, ligesom han uden at blinke sender en 30-årig i landbrugsarbejde med begrundelsen:

»Han står først op kl. 3, er fed og lasket, men kan grundet på sit syn ikke anvendes til skovarbejde.«

Og endnu mere lakonisk er afvisningen af en 25-årig, der gerne vil til Stockholm:

»Har søgt ophold i Stockholm, men talte med herr Petterson, Socialstyrelsen (den svenske, red.), om at nægte ophold. Han er journalist ved Aftenbladet i København, siger han, og hans ansøgning er bifaldet af Seidenfaden (leder af Dansk Pressetjeneste i Stockholm 1943-1945, red.). Der er dog det mærkelige, at han som journalist har fået en plads som tallerkenvasker på Grand hotel,. Sendes til skoven.«

Altså hårdt og dårligt betalt arbejde dybt inde i en skov under kummerlige forhold frem for et mere glamourøst liv i den svenske hovedstad.

Disciplin og straf
Bertel Schou fortæller i sit foredrag om muligheden for at komme i arbejde – også som straf:

»Det var meget let at skaffe arbejde til håndværkere og specialarbejdere, hvorimod det var noget vanskeligere for kontorfolk. Alle, der havde fysisk styrke dertil, kunne imidlertid komme i skoven og arbejde der.«

Men arbejdet dér var ikke bare for hårdt. De fleste danskere var byboere og kunne ikke affinde sig med at bo i en skov og kun besøge en by en gang om måneden. I stedet skaffede det svenske arbejdsanvisningskontor jobs ved landbrug og vejarbejde. Og så tilføjer rejseinspektøren:

»Jeg må dog i sandhedens interesse oplyse, at et af disse vejarbejder, der var særlig strengt og lå på et meget øde sted, blev anvendt som arbejde for dem, der ikke ville helt, som man ønskede det. Med andre ord en slags strafarbejde.«

Det fremgår også, at der blev indrettet disciplinærlejre for kværulanter, der ødelagde stemningen i lejrene eller flygtede fra dem. Andre med ”moralske defekter”, herunder arbejdsskyhed, kunne også forflyttes dertil. Men det kunne kun ske efter, at sagen på et oplyst grundlag var blevet forelagt et særligt svensk nedsat råd i Stockholm.

»Bare truslen var oftest nok til, at personer ændrede adfærd«, fremgår det af foredraget.

Løntrykkeri
Rejseinspektøren var også opmærksom på at undgå at fremprovokere nutidens debat om frygten for, at udlændingene skal stjæle vores job:

De danske flygtninge modtog nemlig en krone i lommepenge om dagen fra Flygtningekontoret. Men de blev inddraget, hvis flygtningen tjente mere end 15 kroner om ugen. Da en kvinde så får tilbudt arbejde til 18 kroner om ugen, beder hun derfor arbejdsgiveren, om ikke lønnen kan sættes til 15 kroner, så hun kan bevare sine lommepenge. Bertel Schou rapporterer:

»Man kan forstå, at dette nemt kan skabe en dårlig stemning blandt svenskerne, når danskerne tilbyder deres arbejdskraft til en billigere pris. Man skal tillade sig at foreslå, at beløbet 15 kr. om ugen gøres til et cirka-beløb, således at forlægningslederne i hvert enkelt tilfælde kan skønne om berettigelsen af lommepenge.«

De danske flygtninge fik ved ankomsten straks svensk arbejdstilladelse og fik så vidt muligt anvist arbejde. På Flygtningekontoret blev det nærmere opfattet som arbejdspligt.

Indtil flygtningene fandt et arbejde eller havde midler til at klare sig selv, blev de økonomisk understøttet af Flygtningekontoret eller forsørget i lejrene.

Pengene til understøttelse af de danske flygtninge trak Flygtningekontoret på en kreditkonto i Sveriges Riksbank bevilget af den svenske regering. Men der kom også bidrag fra private og foreninger i Sverige og fra danskere i udlandet.

Klasseskel
En måned inden min farfars ansættelse – oktober 1943 – oprettede gesandtskabet det særlige Flygtningekontor i Stockholm, der overtog henvisningen af de danske flygtninge til lejrene. Driften af lejrene var et svensk ansvar indtil januar 1944, hvor Flygtningekontoret også overtog dét ansvar og til sidst havde 400 danskere ansat til at administrere det hele.

Bertel Schou var en af tre rejseinspektører, der skulle inspicere omkring 40 lejre eller forlægninger, som de kaldtes dengang. Lejrene lå i den sydlige tredjedel af Sverige og var især etableret på turisthoteller, vandrehjem og skoler i stationsbyer.

Danske ansatte på Flygtningekontoret mellem sommer 1944 og forår 1945

Lejrene var til midlertidigt ophold, indtil danskerne kunne sendes ud i arbejde og egen bolig eller til en svensk statsborger, der tilbød indkvartering. Eller ud på egen hånd, hvis flygtningen havde midler til at klare sig selv.

I en rapport skriver rejseinspektør Bertel Schou for eksempel om en fru Nielsen, at hun selv har penge, og så snart broderen har skaffet hende en lejlighed i Lund, rejser hun dertil.

Klasseskellene var nok endnu tydeligere end i dag, og det var Bertel Schou opmærksom på. Det ses af  rejseinspektørens rapport i juni 1944 om privat indkvartering i Gøteborg:

»Boligforholdene er således, at man er indkvarteret og spiser hos familierne. Maden er god og rigelig (æg og smør). Det må dog anbefales, at man for fremtiden har en nøjagtig beskrivelse af den sociale standard hos de svenske værter, så at man kan placere rette folk på rette sted.«

Og det var ikke første gang, at rejseinspektøren tog stilling til flygtningenes sociale status. I en rapport fra Grangärde hotel den 16. december 1943 står der:

»Forlægningen er absolut første klasses. Mellem jul og den 6. januar flyttes forlægningen til nærliggende steder, da hotellet skal anvendes til andre formål i julen. Socialstyrelsen (den svenske, red) har lovet, at det fortrinsvis skal være kultiverede mennesker, der bor her. Det vil derfor være nødvendigt at flytte et par stykker.«
En skal flyttes, fordi han ikke spiser æstetisk.

Særlige behov
Der blev taget hensyn til småbørnsforældre, syge og ældre, der ikke kunne arbejde, og i foredraget nævner Bertel Schou også en særligt oprettet lejr:
»… hvor de ortodokse jøder fik deres specielle mad og kunne holde deres specielle helligdage og i det hele taget kunne leve efter deres egne ritualer uden at blive forstyrret af omverdenen.«

At de ortodokse jøder var en gruppe, der skulle udredes efter den kaotiske flugt i oktober 1943, fremgår også af rejseinspektørens rapport fra lejren Kåfalle Vilohem den 20. november 1943, hvor der står:

»Ester Gilr, hendes navn staves anderledes, men da hun ikke selv kan skrive, kunne vi ikke få det oplyst. Hun er ortodoks og bør omgående flyttes, da hun ikke vil spise noget videre.«

I den samme rapport bemærkes det, at myndighederne ved flygtningenes ankomst havde vurderet, at flygtningene ikke have brug for tøj, men at tøjet nu er så slidt, at de bør have nyt. Og her i slutningen af november 1943 er vinteren åbenbart sat ind:

»Med fodtøjet er der også et andet problem. Mange har tynde sko, som absolut ikke egner sig til at gå med i sneen. Det gælder alle forlægninger.«

Inspektøren havde også tid til at høre på flygtningenes individuelle ønsker. Og han var ikke mindst imødekommende over for kunstnere og intellektuelle, så de kunne fortsætte deres virke – uden at det nødvendigvis kastede en indtægt af sig.

Om musikpædagogen og portrætmaleren Herman Spiro, der var født i Italien men dansk gift står der for eksempel i en rapport:

»Ville meget gerne have lidt malersager derned. Summen anslås til kr. 50. Skulle meget gerne bevilges.«

Andre danskere måtte henslæbe tiden på et hotel eller i en anden form for flygtningelejr uden anden beskæftigelse end den underholdning lokale svenskere eller Flygtningekontoret lejlighedsvist arrangerede.

Af de 18.200 danske flygtninge, der opholdt sig i Sverige ved befrielsen i maj 1945, boede omkring 800 især ældre, syge og uarbejdsdygtige stadig i en lejr. Milliongælden, som Flygtningekontoret havde oparbejdet i bestræbelserne på at forsørge og underholde de danskere, der ikke kom i arbejde, blev eftergivet af den svenske regering.

Men enten fordi de var blevet så glade for deres anviste arbejde eller var blevet svensk gift, valgte omkring 1.000 danskere at blive i Sverige, da deres landsmænd rejste hjem til et frit Danmark.

En hjemrejse, som min farfar blev sat til at forberede allerede i juli 1944. Da var han nemlig blevet udnævnt til leder af Flygtningekontorets transportafdeling. Dét fremgår også af de mange papirer han efterlod.

Til gengæld kan jeg ikke finde svar på, hvorfor familien flygtede. Én mulig forklaring står tilbage: Min farmor var datter af Sveriges udenrigsminister (1939-45), Christian Günther. Og de rykkede direkte ind i ministerboligen midt i Stockholm ved ankomsten fra Danmark. Så måske var de i virkeligheden en slags bekvemmelighedsflygtninge

Tags:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From KULTUR