Go to ...

DANMARK PÅ KORSTOG


De danske soldater i Irak er ikke de første, der drager ud i en ”retfærdig sags tjeneste”. I dag gælder det demokrati. Men i 1100-tallet var det moderne med korstog mod de vantro. Enkelte danskere drog mod det Hellige Land og Jerusalem, mens de danske konger med Pavens velsignelse og en udenlandsk munkeordens hjælp erobrede Østersøens kyster.

Af Mikkel Schou

crusade

Der var langt fra Danmark til Jerusalem, da byen blev erobret af korsfarere i 1099. Med en god vind og held i sprøjten kunne turen fra Ribe til Palæstinas kyst gøres på 40 dage med skib. Andre danske korsfarere begav sig til fods på en tre-fire måneder lang vandring. Hestene bar provianten og udrustning til krig mod de ikke-kristne, der besudlede det Hellige Land.

Den nye verdensorden
”Der er både ligheder og forskelle mellem datidens og nutidens korstog,” siger Kurt Villads Jensen, lektor i Middelalderhistorie ved Syddansk Universitet.

”Det var de moderne stater, der dengang drog på korstog. Det var simpelthen in i 1100-tallet,” siger han. ”Det gav mulighed for at indgå vigtige alliancer med andre europæiske konger og fyrster og det gav prestige også overfor den hjemlige befolkning. Ligesom Danmark i dag er medlem af FN og NATO.”

Under middelalderens korstog måtte herremændene selv finansiere deres rejse, der typisk kunne vare et år. Dertil skulle han sørge for sit følge, der sagtens kunne udgøre 50 mænd. Det var mandskab til opvartning og soldater. Det var dyrt, men gevinsten uendelig stor: Aflad. Eller syndernes forladelse. Hvis herremanden opnåede døden i kamp var det en adgangsbillet uden om Skærsilden og ind i Himmerige.

Den danske konge, Erik Ejegod, begav sig i 1103 mod det Hellige Land mod 200 skibe. Selv døde han undervejs på Cypern, men dronning Bodil nåede frem. Danskerne formodes at være blevet i Jerusalem i et år, for at forsvare byen og udvide de kristnes erobringer. Dronningen døde i Jerusalem og ligger stadig begravet på Olivenbjerget, eller Oliebjerget som det kaldes på dansk.

De danske konger videreførte tilsyneladende vikingernes praksis med, at hele befolkningen skulle sørge for landets flåde. I 1100-tallet var Danmark inddelt i områder, der til hver en tid til sammen kunne mobilisere 1.000 skibe. Lokalt skulle man sørge for at skibene var klar. På den måde har hele befolkningen på kongelig befaling været inddraget i korstogsengagementet.

”Og der er forskellen til i dag, hvor de færreste danskere er direkte berørt af udsendelsen af soldater til Irak”, siger Kurt Villads Jensen.

Hvorfor gjorde de det?
Vi kender ikke navnene på de danskere, der i 11 og 1200-tallet på eget initiativ tog på korstog til Jerusalem. Vi ved, at den danske prins Svend drog af sted med 1.500 riddere i 1097, men han blev overrumplet i det nuværende Tyrkiet og alle blev slået ihjel.

”Meget få tjente penge på at nå frem og det er ikke utænkeligt, at det var den religiøse dimension, der drev danskere af sted,” mener Kurt Villads Jensen.

Nogle historikere mener, at Valdemar Sejr, mens han endnu kun var prins, deltog i det tredje korstog i 1190’erne. Flere danske konger havde intentioner om at drage af sted, men måske var de bange for at forlade det danske rige med risiko for at det ville blive løbet over ende, mens de var væk.

Det var vigtigt for de danske konger at fremstå som korsfarere og opnå den prestige, der fulgte med. Det må derfor være kommet som en gave fra Himlen, da Paven allerede i 1108 sendte sit første brev til den tyske kejser og den danske kong Niels, om at de ville få aflad, hvis de gik i korstog i Østersøen.

”I modsætning til danske korstog i det hellige land, har de danske konger under Østersøtogterne nok været lige meget optaget af at erobre land og rigdomme, som at omvende hedningerne i Nordtyskland, Polen, Baltikum og Finland,” siger Kurt Villads Jensen.

Korstogene blev også opfattet som forsvarskrige. Venderne i Nordtyskland plyndrede gennem mange år især de sydlige danske øer. Det kunne betragtes som et angreb på Danmark og derfor kunne danskerne forsvare sig ved at angribe og kristne venderne og erobre deres land.

Riddere af Dannebrog
Den danske konge rådede over sin egen hær. Men Danmark var en lille nation med et begrænset antallet indbyggere, der kunne drage i krig. Derfor, og for at få en allieret med international indflydelse, inviterede Valdemar den Store munkeordenen Johanniterne til Danmark.

Johanniterne udgjorde en af datidens elitetropper, ved siden af deres omfattende hospitalsarbejde i hele Europa. Valdemar den Store, som nærmest regerede på den tyske kejsers nåde, gav Johanniterne særlige privilegier. Det var tilsyneladende den eneste ridderorden, der fik tilladelse til at slå sig ned i Danmark. Johanniternes største hospitalskloster i Nordeuropa blev placeret i Slagelse. I resten af Europa konkurrerede Johanniterne med Tempelridderne og senere den Tyske Orden.

”Det kan være for at distancere sig til den tyske kejser, at den danske konge satsede på Johanniterne,” siger Kurt Villads Jensen.

I al fald befalede han, som noget helt uhørt i Europa, at danskerne fra 1160’erne skulle betale skat direkte til denne hospitals- og krigerorden. Johanniternes våbenmærke var rødt med et hvidt kors. Hvordan den danske kong Valdemar Sejr senere overtog dette flag og gør det til sit, vides ikke. Men de færreste historikere tvivler på at Dannebrog har en forbindelse til korstogene i Østersøen, hvor Johanniterne kæmpede sammen med danskerne.

”Noget tyder på, at Dannebrog hører til i en anden legende end den vi kender. Den anden legende siger, at flaget kom til danskerne, da de var ved at tabe et slag ved Fellin i Estland i 1208,” siger Kurt Villads Jensen.

Men det er til gengæld et slag som kun få historiske kilder bemærker. De kilder der findes om Dannebrog omtaler ikke året 1219, som vi er vant til at få at vide. Men sikkert er det dog, at Tallinn i Estland i 1219 blev angrebet og erobret af Valdemar Sejr, der dukkede op over Østersøen med en flåde af 1.500 skibe og hjælpetropper fra Nordtyskland.

Kurt Villads Jensen bemærker samtidig, at det gennem historien er sket adskillige gange, at korsfarere, krigere eller konger har set et kors som et syn i himmelen. Det skotske nationalflag skal for eksempel også stamme fra sådan et syn, selvom korset her er diagonalt.

Det der faktisk står tilbage er den danske konges herredømme over Estland i de følgende 150 år.

Kristne dræber kristne
Fra 1219 er den danske konge hersker over Østersøen. Bortset fra dele af det nuværende Polen gik Danmarks rige langs Østersøkysten til Estland. Valdemar Atterdag kommer i økonomiske problemer og sælger Estland til den Tyske Orden i 1346. Den Tyske Orden var Danmarks største konkurrent i kampen om erobringen af hele Baltikum og af og til måtte Paven gribe ind for at dæmpe de stridende parter. Det var ikke meningen at kristne skulle slås mod kristne på den tid.

Da Valdemar Atterdag dør overtog Margrete den Første tronen. Hun fik samlet Norden i Kalmarunionen i 1397, så det danske rige kom til at bestå af Danmark, Norge, Sverige, Grønland, Finland, Island, Slesvig og Holsten. På den måde strækker det danske rige sig fra Nordkap til Hamborg og fra Rusland til Amerika. Det var ikke mindst på grund af kirkens medvirken at det lykkedes.

Margrete den Første får, som den eneste i Europa, af Paven lov til at føre korstog mod både kristne og ikke-kristne, der angriber Danmarks vidtstrakte grænse.

Det sidste danske korstog
På Christian den andens tid er det længe siden man har hørt til Nordboerne på Grønland. Kongen beslutter sig for at kristne dem og beder Paven om tilladelse til at drage på korstog. Planen er, først at kristne folkene på Grønland, og derefter drage videre til Jerusalem. På den tid mente man, at Grønland var landfast med Asien og at Amerika lå længere mod syd.

Men Christian den anden når ikke så langt. Svenskerne gør oprør mod den danske konge, som drager til Stockholm for at slå oprøret ned. Det ender i det Stockholmske blodbad i 1520, hvor mere end 80 stormænd og biskopper halshugges, under anklage for kætteri. Det fik Kalmarunionen, der havde varet fra 1397 til at gå i opløsning og Sverige faldt fra den danske krone og skabte sin egen, der skulle blive en trussel mod Danmark.

Men Christian den anden faldt også i unåde i resten af Europa for sin udåd og han må opgive tanken om et korstog til Grønland. Det blev det sidste planlagte korstog i Danmark. For i 1536 kom reformationen til landet og Paven havde ikke længere kirkelig eller politisk indflydelse i Nordeuropa. Og uden en pave til at velsigne et korstog og garantere korsfarerne syndernes forladelse gav det ikke længere mening.

Christian den Fjerde lovede dog så sent som i 1600-tallet danske soldater martyrdøden i krigene mod Sverige. Det endte med at Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge ved Freden i Roskilde 1658. Langsomt mistede Danmark terræn, selvom landet i en senere epoke atter for en tid blev en vældig sømagt og kolonisator i Indien, Afrika og Vestindien.

”Vi tror at Danmark altid har været lille og homogent. Men fra Middelalderen og frem til nederlaget i 1864 talte omkring 20 procent af danskerne tysk. Så mange boede der i Slesvig-Holsten. Og Danmark kunne sagtens hænge sammen som stat, selvom besiddelserne på et tidspunkt lå spredt over hele verden,” siger middelalderhistorikeren Kurt Villads Jensen.


Kurt Villads Jensen er aktuel som medforfatter af bøgerne: Det danske Imperium, fra forlaget Aschehoug. Og fra forlaget Høst og søn er udkommet: Danske korstog.

Tags: ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From NYHEDER