Go to ...

25% I LIBANON PÅ FLUGT


EU-delegation på besøg i Libanon konkluderer, at landet behøver hjælp til at håndtere mængden af flygtninge fra Palæstina og Syrien. Mere end en million syrere har søgt tilflygt i landet.

Nyhedsbrev nr. 21, 2016 fra EP’s repræsentation i Danmark.

En delegation fra borgerrettighedsudvalget rejste den 19.-22. september til Libanon for at undersøge forholdene for de langt over 1 million syriske flygtninge i landet. Den syv mand store delegation besøgte bl.a. flygtningelejre og gik i dialog med FN-agenturer, der arbejder med syriske og palæstinensiske flygtninge i landet.

Udvalgsformand Claude Moraes, som var med i Libanon, understregede den kæmpe indsats, som Libanon gør for de mange flygtninge, som udgør ca. 25 % af den samlede befolkning.

Men han påpegede også, at landet er ved at nå grænsen for, hvor mange flygtninge man kan håndtere, hvorfor hjælp og støtte fra EU og det internationale samfund er højst nødvendigt. Ikke kun i form af humanitær nødhjælp, men også i form af politiske tiltag for at løse konflikten i Syrien.

Der er også brug for forbedrede værktøjer til genbosættelse af flygtninge for at lette presset på lande som Libanon, sagde Moraes. Konklusionerne fra besøget i Libanon kommer til at indgå i LIBE-udvalgets løbende arbejde med at forbedre EU’s asyllovgivning, herunder det forslag til en EU-genbosætningsramme, som Kommissionen præsenterede den 13. juli.

FOTO: Europa-parlamentet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

More Stories From EU